En farvet mand, alene i en kirke, bliver overvældet af synet af en massiv sort pik. Han kan ikke modstå trangen til at tilbede den og stryger den med ærbødighed. Hans hånd bevæger sig op og ned og nyder hvert øjeblik med denne store sorte pik.
I helligdommen i en kirke afslører en farvet mand et kolossalt ibenholt skaft, et monument over sin manddom. Alteret bliver hans scene, prædikestolen hans piedestal. Han prædiker ikke prædikener her, men tilbedelsen af hans formidable lem. Hans hænder stryger kyndigt omkredsen, hans læber driller hovedet, og skaber en berusende rytme, der giver genlyd gennem de tomme bænke. Hans solo-optræden er et vidnesbyrd om hans hengivenhed, en hyldest til kraften og lokkelsen i hans imponerende begavelse. Hver bevægelse er en salme, hvert gisp en bøn, hvert støn en ros. Synet af hans hånd, der bevæger sig op og ned langs det massive skaft, er et skue, der ville få selv de helligste mænd til at rødme. Dette er ikke bare en mand, der hygger sig, men en fejring af skønheden og styrken ved hans sorte pik, en prædiken i kødelig begærs sprog.